
Arbejd med læsning og stavning sammen med Kosmo i et eventyrligt univers.
Kosmo er et fantasifuldt læsesystem, der kombinerer læring med historiefortælling.
Elevens arbejdsbog indeholder motiverende og varierede øvelser.
Elevens læsebog indeholder sjove tekster med stigende progression og læseforståelsesopgaver.
Omfattende lærerboks med uddrag af autentisk børnelitteratur, forslag til emnearbejde, didaktiske overvejelser og lektionsplaner samt adgang til onlineportal med krea- og bevægelsesaktiviteter, ekstraøvelser til differentiering mv.
Supplér arbejdet med Kosmo med 17 læs selv-bøger inddelt i tre sværhedsgrader.
Lad dine elever styrke deres læsefærdigheder og skrivning i et fantasifuldt og lærerigt læsesystem. Kosmo: Kampen om den gyldne fjer indeholder en inspirerende arbejdsbog, flotte animerede videoer, en læsebog med gradvist mere udfordrende læsetekster og læseforståelsesopgaver samt en onlineportal med et væld af ekstramateriale. Gennem varierede tekster og øvelser træner eleverne deres læsefærdigheder, skriveevner og sprogforståelse, samtidig med at de følger egernet Kosmo på hans sjove eventyr i tv-dysten “Kampen om den gyldne fjer.”


I Kosmo: Kampen om den gyldne fjer træner eleverne deres afkodningsfærdigheder og sprogforståelse i samspillet mellem læsebogens gradvist mere udfordrende læsetekster og arbejdsbogens varierede øvelser. Fokusområderne i læsebogen og arbejdsbogen er nøje tilpasset 2. klasse, og undervejs vil eleverne få rig mulighed for at arbejde med ordklasser og læse og skrive ord og sætninger, der indeholder standardlyde, standardlydsafvigelser, konsonantklynger og stumme bogstaver. Læseteksterne inviterer eleverne ind i et legende og motiverende univers med selvstændige fortællinger, der introducerer eleverne for forskellige genrer; de vil bl.a. møde faktatekster, eventyr, digte, tegneserier og detektivhistorier. De sjove og farverige illustrationer understøtter læseforståelsen og gør teksterne mere levende og inddragende for eleverne. Samspillet mellem læsebogen og arbejdsbogen sikrer en målrettet træning, der styrker elevernes sproglige udvikling. Dertil sikrer før- og efterlæsningsopgaverne til hver læsetekst, at eleverne, udover at træne afkodning, også får udviklet deres sprogforståelse og genrekendskab.
Gennem lærerguiden introduceres eleverne for uddrag af autentiske tekster af anerkendte børnelitteratursforfattere. I modsætning til læseteksterne er uddragene beregnet til højtlæsning fremfor selvstændig læsning. Arbejdet med autentisk litteratur giver eleverne øget mulighed for at udvikle deres sprogforståelse og genrekendskab. Her kan de nemlig arbejde med bl.a. tegneserier med uddrag af Møgmis af Sophie Souid og Thomas Hjorthaab, lyrik med uddrag af Drengen i træet af Marianne Iben Hansen og Charlotte Pardi samt science fiction med uddrag af Jagten på det ydre rum af Kasper Hoff. Alle autentiske tekster er nøje udvalgt, da de repræsenterer genrer, som går igen i læsebogen, og emner, som klassen kan arbejde videre med gennem lærermaterialets refleksionsøvelser samt kreative skrive- og håndværksopgaver. De seks emner er familie, Halloween, skærmtid, det ydre rum, uvenskab og fritidsinteresser. Dette brede udvalg giver eleverne mulighed for både at udvide deres sprogforståelse og fordybe sig i spændende temaer, der vækker deres interesse og nysgerrighed.
Som en rød tråd gennem hele læsesystemet løber historien om egernet Kosmo. I materialet til 2. klasse bliver Kosmo udtaget som deltager i det populære tv-program “Kampen om Den Gyldne Fjer”. Han skal nu kæmpe mod den stærke løve Samson og den hurtige gazelle Gabbi om at vinde Den Gyldne Fjer, som får alt, hvad man skriver, til at blive til virkelighed. I programmet skal de igennem seks nervepirrende dyster, som alle knytter sig til en specifik genre, fx et kapløb i rummet og en jagt efter Draculas grav. Eleverne følger fortællingen gennem animerede videoer og skal løbende sammen med de tre deltagere skrive ord med Den Gyldne Fjer. Historien bygger videre på læsesystemerne til børnehaveklassen og 1. klasse, Kosmo: Jagten på det kosmiske alfabet og Kosmo: Ordkløverens magiske rige, men alle læremidler kan sagtens anvendes uafhængigt af hinanden, da hver fortælling er afsluttet.

Få det komplette udbytte af Kosmo til 2. klasse. Den samlede pakke indeholder en lærerguide med lektionsplaner og uddrag af autentisk børnelitteratur samt refleksionsøvelser og kreative skrive- og håndværksopgaver til de autentiske tekster, en arbejdsbog til læreren, en læsebog til læreren samt muligheden for at tilkøbe en flot klassekasse med 17 frilæsningsbøger inddelt i tre sværhedsgrader. Dertil medfølger adgang til onlineportalen, hvor du bl.a. kan finde arbejdsbogen som tavlebog, facit, animerede videoer, “krea-hjørnet” med masser af kreative og lærerige aktiviteter, diktater i forskellige sværhedsgrader og differentierede ekstraøvelser til alle arbejdsbogens kapitler.For at få det fulde udbytte af læsesystemet Kosmo: Kampen om den gyldne fjer (2. klasse) anbefaler vi denne lærerboks.